Svensk ordbok 2009, webbversion
bett
`
la
verb
~de ~t
bettl·ar
●
(vanemässigt) tigga
mest i jur. sammanhang; ngt åld.
jur.
bettla
sedan 1615
av ty.
betteln
med samma betydelse; besl. med
be(dja)
(ty.
bitten
)
Subst.:
vbid1-118059
bettlande
;
bettleri